Euroen er en græsk tragedie

Da Grækenland blev en del af Euro-zonen i 2002, var vi nogle, som mente, at det var en rigtig dårlig idé,

Faktisk endnu dårligere end idéen om en fælles mønt som sådan. Fraværet af en selvstændig valuta kombineret med Grækenlands ringe konkurrencekraft ville simpelthen slå bunden ud af landets økonomi.

I første omgang så det ud som om, vi tog fejl. Introduktionen af euroen faldt sammen med en stigende levestandard. Men bag facaden slog den manglende konkurrencekraft igennem. Den blev i stedet kompenseret med optagelse af lån. Dem var der til gengæld rigelig af. For de ivrige låne-spekulanter forestillede sig tilsyneladende, at deres lån skete med sikkerhed i Euro-zonen som helhed.

Med finanskrisens gennemslag forsvandt den misforståelse som dug for solen. Pludselig begyndte spekulanterne at stille sig selv spørgsmålet, om Grækenland nogensinde kunne betale lånene tilbage. Resultatet blev, at de græske renter steg mod himlen – nu krævede lånespekulanterne en solid "krigspræmie" for deres chancesejlads på det oprørte græske hav.

For at undgå at krisen i Grækenland skulle ramme de i forvejen svækkede europæiske banker, overtog EU reelt en del af de gældsposter som private, fortrinsvis tyske og franske banker, havde til gode i Grækenland. Det skete mod at Grækenland blev sat under administration og tvunget til at gennemføre et benhårdt nedskæringsprogram.

Et program så hårdt, at det ikke alene har kastet almindelige grækere ud i massearbejdsløshed og dyb fattigdom, men også forhindret at Grækenland kunne arbejde sig ud af krisen. Samtidig krævede programmet udsalg af statslige aktiver (telefoni, havne m.v.) og underminerer dermed, at den græske befolkning nogensinde igen kan blive herrer i eget hus.

Men nedskæringsprogrammet har ikke hjulpet Grækenland ud af krisen! Landets bruttonationalprodukt er faldet med rekordhøje 25% og gælden er steget fra godt 100% i 2007 til op mod 180% i dag. Ingen person ved deres fulde fem tror på, at Grækenland nogensinde kan betale den gæld tilbage. Nye lån går jo bare til at betale renter og afdrag på de gamle. Det er skruen uden ende – og med kurs mod bunden!

Valget af den venstreorienterede Alexis Tsipras til premierminister i januar 2015 var et udtryk for, at den græske befolkning var træt af, at tomme løfter og EU-dikterede nedskæringer afløste hinanden i en endeløs strøm.

Men EU-lederne har ikke ønsket at lytte til dette nødråb fra den græske befolkning. I stedet for at tilbyde Grækenland en gældsafbetalingspause eller en forhandlet udtræden af euroen, har de trukket de græske ministre gennem den ene ydmygende forestilling efter den anden. Tydeligvis med det formål at få den venstreorienterede regering undermineret og væltet, så nogle af de gamle korrupte nikkedukker kan komme tilbage til magten.

Svaret fra Tsipras har været at udskrive en folkeafstemning for at give den græske befolkning en mulighed for at tage stilling til EU's nedskæringskrav. Det har gjort EU-lederne aldeles rasende. Præcis som de blev tilbage i november 2011, da den socialdemokratiske premierminister George Papandreou tillod sig at komme med et lignende forslag. På EU's foranledning blev han afsat og erstattet med Lucas Papademos, som helt tilfældigt var græsk nationalbankdirektør i hele perioden op til indlemmelsen i euroen i 2002. En indsats, som EU straks belønnede ham for med en post som vicepræsident i Den Europæiske Centralbank.

Denne gang er det umiddelbare resultatet af EU's indgreb de lange køer foran de græske bankers hæveautomater. Det er det våben, som EU-lederne håber, kan tvinge den græske befolkning til at bøje nakken og underlægge sig EU's krav. Om det lykkes vil vi vide på søndag, når resultatet af folkeafstemningen gøres op.

Men uanset resultatet ændrer det ikke ved, at vi har været vidne til en græsk tragedie. Og tragediens navn er "Euroen".

Du kan finde indlægget bragt her på mx.dk

| Emneord: