Det rød-grønne alternativ

Det er lidt patetisk at se visse socialdemokrater forsøge at fremstille partiets valgresultat som en sejr.Lad nu ligge, at partiet i dag har nøjagtig det samme mandattal som ved valgets udskrivelse, nemlig 47. Valgets fremgang på tre havde partiet jo allerede indkasseret i valgperioden, da Astrid Krag, Ole Sohn og Jesper Petersen hijackede deres SF-mandat til Socialdemokraterne. Ved valget fulgte bare nogle af SF's vælgere med.

Lad også ligge, at partiet har brugt sin statsministerpost, sin kontrol over embedsapparatet og enorme summer (det regnskab gad jeg godt se!) til at italesætte en præsidentvalgkamp, men alligevel kun kunne få en fjerdedel af befolkningen til at bakke op om Helle Thorning i forhold til en rekordsvag modkandidat i form af Lars Løkke.

Uanset hvad, så er kendsgerningen, at valget var en katastrofe for den regering, som blev resultatet af forhandlingerne i Det sorte Tårn på Amager i 2011 og som Helle Thorning har stået i spidsen for. Samlet tabte de tre partier bag projektet over 8% af stemmerne og fik en tilbagegang på hele 15 mandater.

Når denne store tilbagegang alligevel kun sikrede KOVI et enkelt mandats flertal, så skyldes det Alternativets flotte valg, Enhedslistens fremgang og så det faktum, at alle 4 nordatlantiske mandater denne gang havnede i den såkaldte "røde blok". Og intet af det kan Helle Thorning eller Socialdemokraterne tildeles nogen ære for.

Regeringsblokkens nederlag var helt forudsigeligt. Skattelettelserne til de rigeste, salget af DONG, angrebet på skolelærerne, den manglende løsning på dagpengeskandalen, kontanthjælps- og førtidspensions-forringelserne er blot noget af det, som forklarer, hvorfor det ikke kunne gå anderledes. En indigneret Johanne Schmidt-Nielsen kaldte det i sin tid "at pisse på vælgerne" – og vælgerne har nu svaret regeringsblokken igen: Os skal I ikke pisse på!

Samtidig med at socialdemokraterne har kannibaliseret lidt fra de mindre partier i regeringsblokken, så er et betydeligt antal af partiets vælgere gået til Dansk Folkeparti. Et parti, som med stor dygtighed har udnyttet regeringsblokkens angreb på de dårligst stillede – også selv om de selv har medvirket.

Det tydeligste eksempel er dagpengeskandalen, hvor foreløbig over 50.000 mennesker har mistet retten til dagpenge. Socialdemokraterne ynder at fremstille det, som de radikales ansvar, at "sådan er det jo". Og det er også rigtigt et lille stykke hen af vejen. Men det er ikke de radikales skyld, at Helle Thorning kort før valget annoncerede, at det ikke må koste én eneste krone mere at forbedre dagpengesystemet – i øvrigt præcis samtidig med at hun uddelte et trecifret millionbeløb i støtte til erhvervslivet. Det var alene socialdemokraternes eget valg!

I valgkampen brugte Thorning sit afsluttende pressemøde til at skamrose alle de aftaler, som regeringen i valgperioden har lavet med højre side i salen. Blandt eksemplerne var finanslovs- og skatte-aftaler med Venstre, som ellers blev fremstillet som den store hovedmodstander i valgkampen. Disse aftaler havde regeringen selv tilstræbt og dem ville der komme flere af i fremtiden, hvis ellers Helle Thorning bevarede statsministerposten, lød budskabet.

Det er en interessant melding af flere grunde. Frem for alt fordi det fuldstændig dementerer det spin, som Thorning-regeringen har søsat og store dele af pressen villigt har kolporteret. Når finanslovs- og skatte-aftaler er blevet indgået med de borgerlige, så skyldes det ikke Enhedslistens "urimelige krav" eller "manglende forhandlingsevner". Nej, det skyldes lige præcis, at regeringen har ønsket og systematisk tilstræbt, at det skulle ende på den måde. Med de faldne udtalelser er det nu en ren tilståelsessag. Eller med Helle Thornings ord: "Vi er ikke bundet af vores parlamentariske grundlag".

Alt dette dokumenterer rigtigheden i S-ledelsens påstand om ikke at være et venstreorienteret parti, men et "midterparti". Et politisk projekt, som den nykonstituerede formand for Socialdemokraterne, Mette Frederiksen, nu bakker helt og fuldt op.

Jeg siger tillykke til "midten" i dansk politik, hvor Socialdemokraterne kan kæmpe med de radikale om at føre den strammeste økonomiske politik, og med Dansk Folkeparti om at føre den strammeste politik over for flygtninge i nød.

Til gengæld må vi andre påtage os opgaven med at samle dem, der ønsker mere solidaritet, mere økologi og mere demokrati. Man kunne måske ligefrem kalde det en "rød-grøn blok". Men lad os ikke skændes om ord. Det vigtigste er indholdet. Og som det største oppositionsparti på den rød-grønne fløj påhviler det Enhedslisten at række ud til SF, Alternativet og andre gode kræfter om at skabe bevægelse for rød-grønne løsninger. Jeg er sikker på, at Enhedslisten vil være klar til at påtage sig den opgave.

| Emneord: