Papirerne på bordet, Don Corydon

På trods af opfordringer nægter finansminister Bjarne Corydon at udlevere vigtige oplysninger til folketingets finansudvalg om det famøse salg af DONG-aktier - det er ikke godt nok.Da vi efter valget i september 1994 var på høflighedsvisit i statsministeriet benyttede, Nyrup lejligheden til at takke Enhedslisten for vores betingelsesløse støtte til, at han kunne fortsætte på posten.

Den støtte var nu ikke så mærkværdig. For hvad var vores alternativ? På alle de punkter, hvor vi var uenige med socialdemokraten Poul Nyrup Rasmussen, var vi endnu mere uenige med Venstres Uffe Ellemann-Jensen.

Derfor ville vi heller ikke deltage i den borgerlige oppositions kalkunjagt på regeringen eller dens ministre. Alligevel skulle regeringen ikke tage vores støtte for givet. For dels ville vi stemme fra sag til sag – efter vores overbevisning og uanset om det måtte bringe regeringen i mindretal.

Og dels ville vi ikke tøve med at udtrykke mistillid til regeringen, hvis den "bryder med demokratiske principper eller stjæler af kassen", som vi nogenlunde ordret udtrykte det.

Jeg ved ikke, om Nyrup ved den lejlighed helt forstod alvoren i det sagte. Men det gjorde han så et par år efter, da vi tvang regeringen til at udtale "klar kritik" af sig selv i den såkaldte Rushdie-sag. En sag, hvor regeringen af grunde, som fortaber sig i det dunkle, havde bedt den mordtruede britiske forfatter om at holde sig væk fra en prisoverrækkelse i Danmark.

Det udløste en næse til regeringen af en længde, hvor den kunne lugte sig selv i nakken. Og helt fortjent.

Jeg er rigtig glad for, at Enhedslisten har nogle principper for demokratisk
regeringsførelse, som vi ikke bare kræver, at en borgerlig regering skal leve op til, men også kræver overholdt af en regering, som er blevet etableret på grundlag af vores mandater.

Det viste vi i praksis under Nyrup-regeringen i 90'erne og det har Enhedslistens nuværende folketinggruppe vist under de sidste fire år med Helle Thorning. Mest merkant i forbindelse med afsættelsen af Morten Bødskov for hans løgne over for folketinget i forbindelse med aflysningen af Retsudvalgets besøg på Christiania.

Klart! Konsekvent! Og så alligevel med så meget pli, at han lige fik lov at trække sig, inden den offentlige meddelelse blev givet om, at han ikke længere havde tillid hos et flertal i folketinget.

Her på falderebet af folketingets mandatperiode er der så opstået en ny sag. På trods af gentagne opfordringer nægter finansminister Bjarne Corydon at udlevere vigtige oplysninger til folketingets finansudvalg om det famøse salg af DONG-aktier til spekulations-fabrikken Goldman Sachs.

Helt åbenlyst med den begrundelse, at han ikke har tiltro til, at udvalget kan behandle disse oplysninger med den nødvendige fortrolighed. Mage til mistillid til folketinget skal man lede længe efter.

Men Corydon vender verden på hovedet. Som minister må han leve med, at han ikke har tillid til folketingets medlemmer. Men folketinget behøver ikke at leve med, at de ikke har tillid til finansministeren. Det findes der nemlig en meget enkel løsning på.

Derfor er det også – som Johanne Schmidt-Nielsen sagde i folketinget – et udtryk for en ufattelig politisk tonedøvhed, at finansministen og statsministeren bare fortsætter kursen mod afgrunden og nægter at udlevere de krævede oplysninger til folketinget.

Enhedslisten har nu kaldt Bjarne Corydon i samråd den 2. juni. Om det ender med, at han bliver nødt til at udtale "klar kritik" af sig selv eller om han må følge Mortens Bødskov ned af vanærens vej, ved vi endnu ikke. Men én ting er sikkert: Hvis Corydon fortsætter som nu, så fortjener han begge dele!

| Emneord: