Absurd valgsystem

I sidste uge blev der afholdt valg i Storbritannien.

Medierne havde spået dødt løb mellem det regerende konservative parti under ledelse af David Cameron og det socialdemokratiske Labour under ledelse af Ed Milliband. Stor var derfor overraskelsen, da Cameron ikke alene fik en pæn mandatfremgang, men ligefrem erobrede det absolutte flertal i det britiske parlament.

Pressen fandt Jesus-genkomst-typerne frem og der blev ikke sparet på de store gloser. Overskrifter som "Cameron knuser al modstand" var blandt de mange beskrivelser af den enorme sejr, som de konservative angiveligt havde vundet. Omvendt blev Ed Millibands resultat beskrevet med ord som "katastrofe" og bekræftelsen blev fundet i, at han dagen efter valget måtte trække sig som formand for Labour.

Og hvad er så sandheden? Den er, at de konservative kun havde en yderst beskeden fremgang, mens Labour faktisk gik dobbelt så meget frem. Sandheden er også, at den højt besungne David Cameron kun fik opbakning fra omkring en fjerdel af de britiske vælgere, hvis den lave stemmeprocent tages i betragtning.

Forklaringen på dette paradoks skal findes i det absurde britiske valgsystem, hvor valget foregår i enkeltmandskredse og hvor stemmer på alle andre end den vindende kandidat i kredsen er tabt. Det betød f.eks.:

- De konservative fik 36,9 procent af de afgivne stemmer, men fik over halvdelen af pladserne i Underhuset (331 ud af 650).

- Mens de konservative kunne omveksle en beskeden stemmefremgang på 0,8 procent til 24 nye mandater, så medførte Labours dobbelt så store stemmefremgang på 1,5 procent, at partiet tabte 26 mandater.

- Det højreorienterede UKIP blev den ene af valgets store vindere og gik frem med 9,5 procent til 12,6 procent. Omsat i mandater gav det dem kun ét eneste mandat.

- Den anden store vinder – det venstreorienterede skotske nationalistparti – fik en fremgang på 3,1 procent til 4,7 procent. Det gav dem ikke mindre end 56 mandater!

- De grønne havde en næsten lige så stor fremgang på 2,8 procent til 3,8 procent, men fik kun 1 mandat ud af anstrengelserne. Det var otte gange mindre det nordirske unionistparti, som ellers kun fik 0,6 procent af stemmerne.

- I gennemsnit kostede ét konservativt mandat cirka 34.000 stemmer, mens et tilsvarende mandat til de grønne kostede 1.157.000 stemmer.

Absurditet på absurditet, som umuligt kan forsvares ud fra en normal demokratisk målestok. Men den kan heller ikke bruges på Storbritannien, vil nogen måske sige. De er noget helt for sig selv – og kan kun forklares med, at systemet har eksisteret i århundreder.

Måske. Men alligevel er det interessant, at det engelske system med, at vinderen tager det hele, faktisk er ved at brede sig til kontinentet. Det så vi for nogle år siden i Grækenland, hvor valgloven blev ændret, så det største parti automatisk fik lagt 50 pladser oveni og dermed lettere kunne opnå et flertal.

I Grækenland handlede det om højrefløjens desperate forsøg på at holde venstrefløjen uden for indflydelse. Et forsøg, som gav bagslag, da det venstreorienterede Syriza-parti blev det største parti ved valget i januar og dermed fik lagt yderligere 50 mandater i hatten.

Senest har den italienske højre-socialdemokrat, Matteo Renzi, fået vedtaget en ny valglov, som betyder, at det største parti med over 40 procent af stemmerne automatisk får 55 procent af pladserne i det italienske parlament. Hvis intet parti får over 40 procent, så skal der holdes omvalg mellem de to største partiet, og det som vinder, får så de 55 procent af parlamentssæderne.

Dermed er der nu skabt mulighed for, at et parti, som i første omgang kun støttes af f.eks. en fjerdel af vælgerne kan ende op med et solidt flertal i parlamentet.

Disse eksempler viser desværre, at det ikke kun er i Storbritannien, at et absurd valgsystem forhindrer en demokratisk sammensætning af et parlament, så det afspejler befolkningens vilje. Den engelske syge breder sig.

Bloggen er bragt på mx.dk og du kan læse det her

| Emneord: