Folkedrabet som politikerne ikke tør tale om

I disse dage markeres 100 året for det armenske folkemord. Natten mellem den 24. og 25. april 1915 blev cirka 250 armenske politiske, religiøse og kunstneriske ledere i Istanbul (dengang Konstantinopel) bortført og henrettet.

Det markerede startskuddet på en systematisk fordrivelse og udryddelse af den armenske befolkning i den del af det osmaniske rige, som senere blev til Tyrkiet. Op mod 1,5 million blev dræbt i de efterfølgende 3 år.

For et par uger siden kaldte paven på en messe i Peterskirken i Rom begivenhederne for "det første folkedrab i det 20. århundrede". Det synspunkt står han ikke alene med. Faktisk er det temmelig svært at finde en seriøs forsker, som ikke vil betegne denne systematiske udryddelse af det kristne armenske mindretal for et folkedrab.

Og hvad så, kan man spørge. Hvad kommer det os ved i dag? På sin vis ikke mere end så mange andre mærkedage eller begivenheder, som vi markerer, f.eks. juleaften den 24. december eller befrielsesaftenen den 4. maj. Men med den vigtige tilføjelse, at der den dag i dag er nogen, som benægter, at folkemordet overhovedet har fundet sted. Men ikke nok med det. I Tyrkiet, som efterfulgte det osmaniske rige, er folk ligefrem blevet forfulgt for at kalde folkemordet for et folkemord.

Desværre handler det ikke bare om historie. Det handler om det tyrkiske regimes selvopfattelse og om, hvilken stat Tyrkiet er i dag. Ved at fornægte folkedrabet fornægter man samtidig, at Tyrkiet som udgangspunkt var – og er – en sammensat nation af flere folk, kulturer og religioner, f.eks. tyrkere, kurdere og armenere.

Tværtimod fastholder regimet nationalsloganets mantra om, at "lykkelig er den, der kan kalde sig tyrker". Hvis ikke der gøres op med det udgangspunkt, er det i sagens natur umuligt at skabe et Tyrkiet med plads til alle og på lige fod. Eller som lektor ved Københavns Universitet, Daniella Kuzmanovic, skrev for nylig: "Man kan sige, at den officielle ide om Tyrkiet som nation bygger på, at man fornægter folkedrabet".

På den baggrund skulle man tro, at alle danske politikere var enige om, at opfordre Tyrkiet til at se historien i øjnene og erkende folkedrabet. Men sådan er det langt fra. F.eks. mener den radikale udenrigsminister Martin Lidegaard, at det spørgsmål alene skal "overlades til den frie forskning og den offentlige debat". Og han får støtte fra såvel SF'ere som DF'ere.

Temmelig underligt! For i Danmark har vi da en officiel Holocaust-dag, som ligger den 27. januar for at markere årsdagen for befrielsen af den nazistiske KZ-udryddelseslejr Auschwits. Så lad os et øjeblik forestille os, at dagens Tyskland benægtede jødeudryddelsen.

At Angela Merkel, når hun er i København på tirsdag ville affærdige et spørgsmål om de 6 millioner dræbte jøder med henvisning til, at det spørgsmål måtte "overlades til den frie forskning og den offentlige debat".

Det ville være intet mindre end en skandale. Men af en eller anden grund vil en del danske politikere tilsyneladende ikke opfordre Tyrkiet til at prikke hul på denne betændte byld – heller ikke selvom det har konsekvenser for mindretalsbefolkningens forhold i Tyrkiet den dag i dag.

Hvad den egentlige grund er, skal jeg lade være usagt. Men det skal de selv have lov at forklare, når Enhedslisten har sat spørgsmålet på folketingets dagsorden den 12. maj.
Befolkningen fortjener politikere, som tør kalde en spade for en spade!

| Emneord: