Det er også dit ansvar, dommer

Søndag eftermiddag tilbragte jeg i Parken. Som så mange andre søndage. Denne gang var det en af de helt store kampe - intet mindre end "slaget om hovedstaden" – mellem Brøndby og FCK

Med over 30.000 tilskuere på lægterne var stemningen intens og i top. Det er den slags kampe, som både spillere og tilskuere ser frem til. Men alligevel var der noget, som irriterede mig grænseløst.

Ved indgangen til nedre C blev vi selvfølgelig behørigt kropsvisiterede. Det manglede bare. Enhver ved jo at romerlys og kanonslag på et fyldt stadion ikke bare er forbudt, men også kan være farlige.

Derfor undrede det mig ærlig talt, at lige præcis romerlys var en yderst velforberedt og velkoordineret ingrediens i FCKs tifo op til kampen. Og endda i så store mængder, at stadion blev indhyllet i så meget røg, at kampstart måtte udskydes.

Lad nu et øjeblik ligge, hvor sundhedsskadelig røgen er. Det går jeg naturligvis ud fra, at "nogen" har undersøgt hos de kinesiske leverandører inden beslutningen om afbrændingen. Lad også ligge, hvordan udeholdet – trods kropsvisiteringen ved indgangen – alligevel også formåede at få et anseeligt antal romerlys bragt ind i Parken. Det går jeg naturligvis ud fra, at Telia Parken har en god forklaring på.

For det mere grundlæggende spørgsmål er naturligvis: Hvis det ene holds tilhængere kan få lov til at fyre disse røgbomber af som en del af en velforberedt tifo, hvad er så argumentet mod, at det andet hold gør det samme? Jamen, I gjorde det jo selv ... Kommunikationen er mildest talt ikke særlig klar eller entydig.

Men det var den mere uskyldige del af festen. Mere alvorligt var det, da i hvert fald det ene holds tilhængere begyndte at overdænge det andet holds målmand med fyldte ølkrus, batterier, mønter, lightere og andet kasteskyts.

Når jeg bruger formuleringen "i hvert fald det ene holds tilhængere", så er det helt bevidst. Jeg stod ud for det ene mål og kunne ved selvsyn se, hvad der skete her, hvorimod jeg vanskeligere kunne se, hvad der skete nede ved det andet mål. For mig er det heller ikke afgørende, hvem der stod for løjerne, men at de overhovedet fik lov at finde sted.

For det var, hvad der skete. På et tidspunkt blev bombardementet så voldsomt, at målmanden forlod sit målfelt og appellerede til dommeren om at gribe ind. Men det afviste han og krævede i stedet spillet sat i gang igen. Under fortsat bombardement kiksede målmande sit efterfølgende udspark, som strøg hen langs jorden og åbnede for et modangreb.

Modangrebet fusede ud, men hvis det havde resulteret i et mål, så ville dommerens manglende indgriben have haft direkte konsekvenser for det sportslige resultat. Det kan man selvfølgelig finde alvorligt. Men for mig er det langt fra det mest alvorlige.

Jeg tænker på alle de børn, som sad på lægterne. Jeg tænker på alle de unge, som sad derhjemme foran skærmen og betragtede, hvordan en målmand på banen blev overdænget med kasteskyts uden at dommeren greb ind. Og jeg tænkte: Hvordan skal man forklare disse unge, at det ikke er i orden at kaste ting i hovedet på modstandernes målmand, når dommeren på banen bare lader det passere?

Dommer, når det sker i næste kamp, så tillad mig at tænke: Det er også dit ansvar!

| Emneord: